Engelbrechts får ordre på 3.500 designerstole

(26.11.2007)

I stærk konkurrence med andre eksklusive møbelproducenter har Engelbrechts A/S fået en ordre på 3.500 designerstole, der skal leveres til Østrigs gamle kejserpalads Hofburg i Wien. Ordren vurderes at være en af Europas største af slagsen.

Wiener Hofburg Kongresszentrum & Redoutensäle, der er en del af Hofburg Paladset, har bestilt Engelbrechts fuldpolstrede Chairik stole i sort bisonlæder med blanke chromstel. Chairik stolen er designet af Erik Magnussen - der ifbm. Hofburg ordren også har designet et nyt armlæn i sortlakeret højtryksstøbt alminimum til stolen.

Ordren skal leveres i 4. kvartal 2007, og efter al sandsynlighed vil en af stolenes første opgaver være, at skabe siddekomfort til de tusindvis af gæster der skal bespises til Galla Banquetten ifbm. det traditionelle nytårsbal (Kaiserball) i Wien den 31. december 2007.

Hofburg – der ud over at være det gamle kejserpalads også er bopæl for den regerende Østrigske Bundespræsident, indeholder et stort og eksklusivt konference areal, der netop har været igennem en større forbedring af faciliteterne og det er i den forbindelse, at den kendte østrigske arkitekt Bruno Sandbichler valgte Chairik stolen.

Design- og udviklingsdirektør Morten Engelbrecht fra Engelbrechts A/S glæder sig over denne ordre. "For os er det en kæmpe anerkendelse, at Chairik stolen blev valgt til dette projekt. Og for dansk møbeleksport generelt er det dejligt, at vi kan klare os i den stadig skarpere konkurrence med de bedste internationale producenter. De tysktalende lande har i mange år været meget vigtige eksportmarkeder for Engelbrechts, og denne ordre er en yderligere bekræftelse af den strategi, der har været at blive en vigtig spiller på disse kanter. Specielt satsningen på det Østrigske marked og den store indsats fra vores agent Ole Bjerregaard (dansk interieur design, Wiener Neudorf) bærer nu frugt."

Largeroom1 lowres

Foto:Ulrich Ghezzi